Hjertehaven min, på Orø

Min have på Orø er 1500 kvm. Da jeg første gang mødte den, var den mørk og overfyldt med mange høje grantræer og kradt og vildnis. Så, der var noget at gå igang med! Det var heldigvis min 3. have. Så alle mine tidligere fejl kunne jeg hive op og kikke på.

Min interesse for havearbejde, stammer fra min mor, der elsker blomster, og arbejdede meget i haven i mit barndomshjem. Nu er hun 89 år, men elsker stadig blomster, men kan desværre ikke længere udføre havearbejde.

Senere fandt jeg ud af, at min oldefar startede det første staudegartneri i Kristianstad i Norge, hvor min farmor blev født. Min farmor Signe Reimer, var også meget haveinteresseret. Og jeg kan huske mange spændende dufte i hendes have i Valby.

Gennem familie kom jeg ind i familien Bækman Nielsens staudegartneri på Caroline Mathildestien i Vedbæk i slut 60 erne. Fantastiske ungdoms/voksendage, med jordbær, æbler og blomster i 1000 vis!! 

Birgit Reimer overtog staudegartneriet efter sin far og det blev til Mathildestiens stauder. Birgit har udgivet bogen "Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bede" . Nu er gartneriet blevet mere koncentreret om storkenæb, og du kan finde det under www.storkenaeb.dk, hvor der også forhandles havetøj fra Garden Girls'.